I FORGOT TO REMEMBER TO FORGET
Mikkel Bogh i Ny dansk kunsthistorie 10 - Kunsten i mediernes tid / 1996 (uddrag)
“I ældre kinesisk kunst findes der intet perspektiv og derfor heller ikke noget rum mellem de tegn for natur, som kunstneren danner sit billede af. Indtryk efter naturen forskydes ikke mod et konstrueret forsvindingspunkt. De stables oven på hinanden som en lagdeling af ligestillede helheder eller stofligheder, ligesom her i Dorte Dahlins billede, der mere har tværsnittes karakter end overblikkets.
Fravær af rumlighed og dybde gør aflæsningen af det kinesiske billede - og af Dorte Dahlins maleri - til en oplevelse af noget statisk og afbalanceret, og det forlener det med en status af meditationsobjekt. Dorte Dahlin blev optaget af, at der ikke fandtes én bestemt vej, som kunne benyttes til at komme ind i disse billeders rum på. I det europæiske maleris rumlige perspektivkasse suges man uden videre ind i en gradueret gengivelse af overgangen mellem nær og fjern. Men en sådan vej eksisterer ikke her.”
“Fra sine første malerier, der bevidst var parafraser over prototyper fra Die Neuen Wilden, og som hun viste på udstillingen “Schelleben - Lokal Orkan” i 1982, har hun i løbet af årtiet udviklet sig til De Unge Vildes mest monumentalt bevidste maler. Hendes egen udvikling viser også mulighederne for at foretage kunstneriske kvantespring. Dorte Dahlin ser kunst som grundforskning, og hun har fastholdt pluralismen, det mangesidige, som sit projekt. Uden udforskning er der ingen udvikling i erkendelse. Derfor drejer det sig om at tvinge nye regler frem, der kan benyttes til at lave nye billeder med, nye billeder med ny træghed.
En væsentlig impuls var en udstilling med kinesisk kunst i Hamborg i 1984. I stedet for det vesterlandske centralperspektiv, perspektivlinjerne eller oktagonerne mødes i et forsvindingspunkt, opbygger de gamle kinesiske malere deres billeder efter et parallelperspektiv. Iagttagelser forskydes ikke i dybden, men lejres oven på hinanden. Uden centralperspektiv er der intet rum og ingen prioritering af afstande, der kan styre beskuerens aflæsning af billedets rum. En udstilling i 1988 kaldte Dorte Dahlin “Mi Yüan”, hvilket er kinesisk for “tabt afstand”. Hendes projekt var at tænke et nyt maleri ved at lade erkendelsen af denne tabte afstand diktere arbejdsbetingelserne. Billedet er som en membran, en hinde til verden, hvorpå synet efterlader spor af synlighed. Og disse spor lægges oven på hinanden, i etager, som parallelle strukturer. Maleriet selv er blevet et hyperrum. En hyperrealitet.”