MELANKOLI: ET IVRIGT BUD PÅ DET NORDISKE SINDSBILLEDE / Carsten Juhl i ØJEBLIKKET /1991

I anmeldelsen af udstillingen “Melankoli - Nordisk romantisk maleri” perspektiveres Dorte Dahlins “Mnemosyne - Erindringens gudinde” i forhold til bl.a. Casper David Friedrichs “Nordisk hav i måneskin”, 1823.

”….og hvad skal man så stille op med C.D. Friedrich i denne sammenhæng? Melankolsk tyngde er der jo ikke i hans malerier, og slet ikke i det lille mesterværk, de viser på Århus Kunstmuseum. Dertil er “Nordisk hav i måneskin” alt for fyldt af krystallinsk lethed, af en kompositorisk tydelighed, der måske får forenet Willumsen og Dahl, al den stund det både fastholder opdelte elementer og får fortalt en fortælling om verden, både får tilvejebragt en lokal indsigt i maleriets æstetiske virkemåde og fremvist en ide om den himmelske uro, hvori aftenlyset hensætter stranden. Enhver kan her se, at der hvor jorden ender, begynder noget langt mere omfattende end blot havet eller skumringen, thi i horisonten lurer en uendelighed, men en af de mere umedgørlige, stramme og bratte, en horisontal og dog “smal” uendelighed, der ikke kan være længslernes mål. For de reflekterede romantikere udgjorde himmelrummet, da også mere et tomhedens fikspunkt, dvs. en æstetisk hypotese om uforklarlige dybder i rummet end en håbets genstand.

Alt hvad Friedrich har fået lagt i dybdekomposition af ide og plastisk struktur, får Dorte Dahlin fastholdt i maleriets alleryderste forgrund. “Mnemosyne” er et fund fra Århus Kunstmuseums side, også selv om arrangørerne blot har været en tur i egen samling. Med sine 140 x 310 centimeters akryl, asfalt, aluminit og oliemaling på lærred har Dahlin skabt et malerisk rektangel af de sjældne: Den konstant lodrette “strøg”føring overstreger en stor silhouet, der både bliver inde bag lærredets første is-lag og gennembryder dette. Denne vertikale, forhængsagtige streg-regn forlener maleriet med en karakter af omvendt træsnit, der (endelig) på en egen paradoksal måde får ramt en hel del af den nordiske klassicitet, som vi kender fra f.eks. Munchs træsnit “Måneskinn” (fra 1896), der ligeledes domineres af lodrette streger samt af disses forhold til en mindre tydelige, overbeskinnet (kvinde)-figur. Munchs kvinde er således kommet “for tæt” på månen, ligesom “Mnemosyne - Erindringens gudinde” med sin monstruøse, hvalhaleagtige profil er kommet for tæt på is-regnen.

Men hos os glider naturens stigmatiseringer af huden, thi på vor egen indadvendte og blinde måde forbliver vi blege guder. Derfor udgør farvekompositionen vort nødvendige element: Naturen har vent os ryggen, kulturen langt borte, vi har kun billedkunsten tilbage.”